Lejeren er fundet, de praktiske vilkår for indflytning er afklaret og lejekontrakten er underskrevet af begge parter. Nu starter indflytningsprocessen – og hér gælder det om at kende regler og praksis. I modsat fald, kan du som udlejer risikere betragtelige omkostninger og tab af rettigheder. Det er med andre ord ofte dyrt at begå fodfejl i forbindelse med lejerens indflytning.
Som en hjælpende guide til dig som udlejer, følger hér de vigtigste regler for, hvordan du som udlejer håndterer indflytningen.
Indkaldelse til indflytningssyn og indflytningsrapport
Har du mere end ét lejemål, er du efter lejeloven forpligtet at indkalde lejer til indflytningssyn og udarbejde en indflytningsrapport. I rapporten angives standen for lejemålet, og de mangler, lejemålet måtte være behæftet med.
Det følger af lejeloven, at du som udlejer er forpligtet at stille det lejede til lejers rådighed i ‘god og forsvarlig stand’, men også, at det fra lejeforholdets begyndelse er rengjort.
Undtaget fra reglerne om pligten til indkaldelse til indflytningssyn og udarbejdelse af indflytningrapport er udlejere, der blot udlejer ét lejemål. Du undgår dog en række potentielle misforståelser og konflikter ved fraflytning, hvis du indkalder lejer til indflytningssyn og udarbejder en indflytningsrapport, og derfor anbefaler vi, at der altid – for alle udlejere – foretages indflytningssyn med rapport for stand og mangler.
Du mister rettigheder, hvis kravene efter lejeloven ikke overholdes
Som udlejer har du ansvaret for, at lejer i forbindelse med indflytningssynet får udleveret en fysisk kopi af indflytningsrapporten. Udebliver lejer fra synet, eller er det aftalt, at lejer ikke deltager, skal du eftersende rapporten til lejer, og senest 14 dage efter at synet er foretaget. Efter lejers indflytning, har lejer i øvrigt 14 dage til at gøre mangler ved lejemålet gældende.
Reglerne er enormt vigtige at iagttage og overholde, når du udlejer mere end ét lejemål. Det følger nemlig af loven, at dine krav på istandsættelse ved lejers fraflytning bortfalder, hvis du har forsømt at indkalde lejer til indflytningssyn og forsømt at udfærdige en indflytningsrapport. Bestemmelsen er ufravigelig og har store konsekvenser for de udlejere, der overser eller glemmer kravene.
Vær grundig – også med blanketten til indflytningssynet
Allerede i forbindelse med udarbejdelsen af lejekontrakten, er det vigtigt at være grundig. I kontraktens særlige vilkår anføres eksempelvis de rettigheder, du vil sikre dig som udlejer, og de forpligtelser, lejer skal påtage sig. Det kan for eksempel være, at lejers vedligeholdelsespligter skal konkretiseres, men også, at tiden for og standen ved både ind- og fraflytning skal fremgå så tydeligt og klart, at parterne ikke er i tvivl om, hvornår og hvordan indflytningen skal ske.
Vi anbefaler, at du lader dig rådgive om vilkårene særligt i lejekontraktens § 11, og hvordan indflytningssynet klares. Det er ærgerligt – bagefter – at finde ud af, hvad du burde have nedskrevet i kontraktens vilkår, og det er også ærgerligt at stå dårligt i forbindelse med lejerens fraflytning, fordi indflytningsprocessen blev håndteret forkert, eller fordi du ikke var klar over kontraktmuligheder (og begrænsninger) efter nugældende praksis.
Som medlem af Juristerne har du fri adgang til rådgivning, og indeholdt i medlemskabet er også fri adgang til skabeloner og konkret inspiration og sparring til, hvad du bør angive i lejekontraktens særlige vilkår. Vi har også nemtanvendelige blanketter, du kan vende til både ind- og fraflytningssynet. Er der opstået en tvist mellem dig og lejer, står vi også klar til at hjælpe. Vi ved, hvad du gyldigt kan anføre i lejekontrakten, vi er opdateret i retspraksis og med flere end 1000 ind- og fraflytninger siden 2013 i baggagen, ved vi, hvad der praktisk, økonomisk og juridisk er hensigtsmæssigt at være opmærksom på.
Guide til udlejere: Tjeklisten ved lejerens indflytning
Udgivet den 12. april 2020 af Johan Lisberg Jensen